Faktisk minder Stifter mig gang på gang om Heidegger, om denne latterlige nationalsocialistiske pludderbuksesmåborger. Har Stifter på mest uforskammede vis gjort den høje litteratur til kitsch, så har Heidegger, schwarzwaldfilosoffen Heidegger, gjort filosofien til kitsch, Heidegger og Stifter har hver især på hver deres måde gjort filosofien og litteraturen til håbløs kitsch. Heidegger, som krigs- og efterkrigsgenerationerne halsede efter og som de overdængede med modbydelige og stupide doktordisputatser allerede mens han levede, ser jeg altid sidde på sin schwarzwaldbænk ved siden af sin kone, som i sin perverse strikentusiasme uafbrudt strikker vinterstrømper til ham af den uld hun selv har klippet af deres egne heideggerfår. Jeg kan ikke se Heidegger på andre måder end på bænken foran sit schwarzwaldhus, og ved hans side konen, som hele livet har domineret ham totalt og strikket alle hans strømper og hæklet alle hans huer og bagt hans brød og vævet hans sengetøj og selv flikket hans sandaler sammen. Heidegger var et kitschhoved, sagde Reger, ligesom Stifter, men dog langt mere latterlig end Stifter, der jo faktisk var en tragisk fremtoning til forskel fra Heidegger, der altid kun var komisk, lige så småborgerlig som Stifter, lige så ødelæggende storhedsvanvittig, en foralpesvagtænker, tænker jeg, lige den rette til den tyske filosofigryde. I årtier har de alle med glubende appetit spist Heidegger med ske som ingen anden og fyldt deres tyske germanist- og filosofmaver med det. Heidegger havde et almindeligt, ikke et åndfuldt ansigt, sagde Reger, var et helt igennem uåndeligt menneske, blottet for fantasi, blottet for sensibilitet, en urtysk filosofidrøvtygger, en uafladelig drægtig filosofiko, sagde Reger, som græssede på den tyske filosofi og i årtier lod sine kokette kokasser falde i Schwarzwald. Heidegger var så at sige en filosofisk ægteskabssvindler, sagde Reger, som det lykkedes at fordreje hovederne på en hel generation af tyske humanister.
Heidegger er en frastødende episode i den tyske filosofihistorie, sagde Reger i går, som alle videnskabstyskere var impliceret i og stadig er impliceret i. I dag er Heidegger stadig ikke helt gennemskuet, heideggerkoen er ganske vist udmagret, men der bliver stadig malket heideggermælk. Heidegger i sine filtpludderbukser foran det forløjede bjælkehus i Todtnauberg står jo for mig kun tilbage som et afslørende foto, tænkesmåborgeren med den sorte schwarzwaldhue på hovedet, i hvilket der jo gang på gang kun er blevet bragt tysk idioti i kog, sagde Reger. Når vi er gamle, har vi jo allerede gennemlevet en masse morderiske moder, alle disse morderiske kunstmoder og filosofimoder og dagligvaremoder. Heidegger er et godt eksempel på, hvordan der ikke bliver andet end nogle latterlige fotos og nogle langt latterligere skrifter tilbage af en filosofimode, der engang greb hele Tyskland. Heidegger var en filosofisk markskriger, som kun bragte stjålne varer til torvs, alt hos Heidegger er genbrug, han var og er prototypen på eftertænkeren, som manglede alt, virkelig alt, til at kunne tænke selv. Heideggers metode bestod i med største skrupelløshed at gøre andres store tanker til hans egne små tanker, sådan er det jo. Heidegger har formindsket alt det store, så det blev tyskmuligt, forstår De, tyskmuligt, sagde Reger. Heidegger er den tyske filosofis småborger, som har givet den tyske filosofi sin kitschede nathue på, den kitschede sorte nathue, som Heidegger jo altid havde på, ved enhver lejlighed. Heidegger er tyskernes tøffel- og nathuefilosof, ikke andet. Jeg ved ikke, sagde Reger i går, hver gang jeg tænker på Stifter, tænker jeg også på Heidegger og omvendt. Det er jo ikke noget tilfælde, sagde Reger, at Heidegger ligesom Stifter frem for alt har været populær hos forkrampede kvinder og stadig er populær i dag, på samme måde som de dydige nonner og de dydige sygeplejersker så at sige spiser Stifter som yndlingsret, spiser de også Heidegger. Heidegger er i dag stadig den tyske kvindeverdens yndlingsfilosof. Heidegger er kvindefilosoffen, den for den tyske filosofiappetit særligt velegnede middagsbordsfilosof direkte fra forskerstegepanden. Når De kommer i småborgerligt eller i aristokratisk-småborgerligt selskab vil De meget ofte få serveret Heidegger allerede inden forretten, De har ikke taget frakken af, før De bliver tilbudt et stykke Heidegger, De har ikke sat Dem ned, før værtinden allerede så at sige har bragt Dem Heidegger på en sølvbakke sammen med sherryen. Heidegger er en altid veltilberedt tysk filosofi, som kan serveres overalt og til enhver tid, sagde Reger, i ethvert hjem. Jeg kender ingen mere degraderet filosof i dag, sagde Reger. For filosofien er Heidegger jo også et overstået kapitel, hvor han for ti år siden stadig var den store tænker, spøger han så at sige nu kun i pseudointellektuelle hjem og i pseudointellektuelle selskaber og giver dem i tilgift til al deres naturlige forløjethed også en kunstig. Ligesom Stifter er Heidegger en smagløs, men uden vanskeligheder fordøjelig læsebudding til den tyske gennemsnitssjæl. Heidegger har lige så lidt at gøre med ånd, som Stifter har med digtning, tro mig, de to er intet værd, hvad filosofi og digtning angår, selvom jeg nu alligevel sætter Stifter højere end Heidegger, som jo altid har frastødt mig, for alt ved Heidegger har altid været modbydeligt for mig, ikke bare nathuen på hovedet og de selvvævede vinterunderbukser over den kakkelovn han selv har tændt op i i Todtnauberg, ikke kun hans selvsnittede schwarzwaldstok, men også hans selvsnittede schwarzwaldfilosofi, alt ved denne tragikomiske mand har altid været modbydeligt for mig, har altid frastødt mig dybt, bare jeg tænkte på det; jeg behøvede kun at kende én linje af Heidegger for at være frastødt for da slet ikke at tale om at læse Heidegger, sagde Reger; jeg har altid opfattet Heidegger som en charlatan, der bare udnyttede alt omkring sig og solede sig i denne sin udnyttelse på sin todtnaubergbænk. Når jeg tænker på, at selv ovenud intelligente mennesker er blevet taget ved næsen af Heidegger og at selv en af mine bedste veninder har skrevet doktorafhandling om Heidegger, og oven i købet har skrevet denne doktorafhandling i ramme alvor, får jeg det stadig dårligt den dag i dag, sagde Reger. Dette intet er uden grund er det latterligste, ifølge Reger. Men skaberiet imponerer tyskerne, sagde Reger, tyskerne har en skaberiinteressere, det er en af deres mest fremtrædende egenskaber. Og hvad østrigerne angår, så er de på alle disse punkter langt værre. Jeg har set en række fotografier, som en yderst talentfuld fotograf tog af Heidegger, der altid lignede en fedladen pensioneret stabsofficer, sagde Reger, og som jeg engang vil vise Dem; på disse fotografier stiger Heidegger ud af sin seng, stiger Heidegger tilbage i sin seng igen, sover Heidegger, vågner han, tager han sine underbukser på, tager han sine strømper på, tager han en slurk most, træder han ud af sit bjælkehus og skuer mod horisonten, snitter han sin stok, sætter han sin hue på, tager han sin hue af hovedet, holder han sin hue i hænderne, spreder han benene, løfter han hovedet, sænker han hovedet, lægger han sin højre hånd i sin kones venstre, lægger hans kone sin venstre hånd i hans højre, går han foran huset, går han bag huset, går han henimod sit hus, går han væk fra sit hus, læser han, spiser han, søber han suppe, skærer han sig et stykke (selvbagt) brød, slår han en (selvskrevet) bog op, lukker han en (selvskrevet) bog, bukker han sig, strækker han sig og så videre, sagde Reger. Det er til at brække sig over. Er wagnerianerne allerede ikke til at holde ud, så er det da langt værre med heideggerianerne, sagde Reger.
(Gamle mestre udkommer på Basilisk til oktober, ovs. af RJJ)